Navn og hjemsted
Foreningens navn er Dansk Tesammenslutning / Danish Tea Association
Foreningen har hjemsted i Aarhus Kommune.
Formål
Foreningen har til formål at udbrede kendskabet til teprodukter og tetraditioner og derved øge efterspørgslen efter teprodukter hos sammenslutningens medlemmer. Foreningens målgruppe er personer, som har interesse i at lære mere om teprodukter og tetraditioner og som ønsker at støtte arbejdet med at udbrede kendskabet hertil. Foreningens arbejde er af ikke-kommerciel og almennyttig karakter. Foreningen kan tilbyde følgende aktiviteter:
Rådgivning om te
Oplysning om te
Organisering af og deltagelse i messer, præsentationer og andre markedsevents
Fundraising, kontakt til sponsorer
Indkøbsfællesskaber
Vidensdeling blandt medlemmer
Reducering af omkostninger til markedsføringsaktiviteter
Medlemmer
Den frivillige forening består af en kreds af personer, der ønsker at yde en frivillig indsats til fordel for den angivne målgruppe.
Medlemmer inddeles i to hovedgrupper:
- Gruppe A: Erhvervsdrivende inden for teprodukter (aktive)
- Gruppe B: Støttemedlemmer (passive)
Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og består af foreningens medlemmer. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af juni måned og indkaldes af bestyrelsen.
Generalforsamlingen skal indkaldes skriftligt, evt. ved opslag med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning fremlægges til debat og godkendelse. Beretningen beskriver foreningens aktiviteter i det forgangne år. Som minimum bør beretningen indeholde oplysninger om, hvorledes der er levet op til
foreningens formålsparagraf, specielt de initiativer foreningen har taget i forhold til gennemførsel af aktiviteter i henhold til formålet. - Det reviderede regnskab fremlægges til debat og godkendelse.
- Fastsættelse af evt. kontingent pr. 1. juli.
- Behandling af indkomne forslag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor.
- Eventuelt. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Endelig dagsorden vedlagt de nødvendige bilag skal være generalforsamlingen i hænde senest 7 dage før mødets afvikling. Ekstraordinær generalforsamling kan når som helst indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, hvis 1/3 af foreningens Gruppe A medlemmer skriftligt forlanger det.
Gruppe A medlemmer kan give fuldmagt til andre Gruppe A medlemmer til at stemme på Generalforsamlingen.
Bestyrelse og tegningsforhold
Bestyrelsen forestår foreningens drift mellem generalforsamlingerne, og vælges af og blandt de af foreningens medlemmer, der er mødt op på generalforsamlingen. Bestyrelsen består af mindst 3 medlemmer. Der vælges desuden 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmer og revisor.
Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for en 2 årig periode. En suppleant, der indtræder i stedet for et bestyrelsesmedlem, følger det pågældende bestyrelsesmedlems valgperiode. Ved øvrige tillidsposter gælder valg for 1 år.
I valgperioden kan en tillidspost alene fratages et medlem, såfremt dette besluttes ved en generalforsamling, ordinær eller ekstraordinær. Bestyrelsen skal konstituere sig på generalforsamlingen med direkte valg til formandspost/næstformandspost/kassererpost. Den frivillige forening tegnes af formanden eller, i formandens fravær, næstformanden i forening med kassereren.
Økonomi
Foreningen kan have indtægter fra eksempelvis:
- Medlemskontingenter
- Overskud ved aktiviteter
- Offentlige tilskud
- Sponsorater
- Frivillige indskud
- Annoncering
Regnskab og revision
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Der vælges hvert år på generalforsamlingen en revisor.
Vedtægter og foreningens opløsning
Vedtægterne kan kun ændres på en ordinær generalforsamling og kun hvis 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer stemmer herfor. Foreningens opløsning kræver ligeledes 2/3 flertal blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer. Dog kan foreningen opløses, hvis forslag om opløsning, efter at være forkastet på en generalforsamling i henhold til ovenstående, vedtages med mindst halvdelen af de fremmødte medlemmers tilslutning på en ny generalforsamling, der er specielt indkaldt med henblik på beslutning om opløsning af foreningen.
Hvis foreningen opløses skal eventuelle uforbrugte midler fordeles ligeligt imellem foreningens Gruppe A medlemmer.